Den anden sag på Fejø var om muligt endnu mere grum end den første. Dommer Freuchen fik nemlig denne gang en sag om 2 barnemord. Den unge tjenestekarl Carl Christian Jensen blev den 2. januar 1884 anholdt for voldtægt af sin husbonds kun 3 et halvt årige datter. Det var ikke hans eneste utilbørlige forhold, under forhøret kom flere forhold frem. Under forhøret blev han opfordret til at forklare hvorledes han var blevet så liderlig. Efter en del tovtrækkeri kommer det frem at der næsten hver lørdag og søndag aften afholdes en slags kro hos træskomand Niels Larsen. Der hores, drikkes og svirres. Hvis man da ellers kunne stole på Carls forklaring så gik det livligt til hos træskomanden.
Uddrag af Politiprotokollen for Fejø Birk :
underholde saavel Vært som Værtinde med liderlige Historier, i hvilke saavel det mandlige som det kvindelige Lem nævnes ved deres rette Navne(hvad det så end er for navne? jec) og Samlejet beskrives i sin Udførelse og med den Tilstand, det efterlader. Vært og Værtinde yttre tillige, at Pigerne ere komne for at beføles paa Kjønsdelene og opfordre Karlene dertil. Karlene tage da Pigerne paa Skjødet eller ved Siden af sig og beføle dem paa Kjønsdelene, idet de trække Klæderne op paa dem. … Værten opfordre stundom Gjæsterne til at gaae og fuldbyrde Samlejet og give navnlig Anvisning paa det ikke oplyste Værksted ved at sige: "I kan gaae ud i Værkstedet."
Carl udpegede bla. træskomandens svigerinde Elise samt 2 søstre Louise (21 år) og Christine Petersen (16 år). Allerede næste dag blev Christine indkaldt til forhør. Dommeren forlagde den kun 16 årige Christine at hun sikkert havde levet et usædeligt liv og sikkert også allerede var gravid. Inden længe indrømmede hun at det var hun nok, men at hun efter råd fra moderen havde opsøgt Karen Siø også kaldet “Kabilles” som skulle have et middel til abort. Hun indrømmede ydermere at hendes søster Louise allerede havde fået et barn som var blevet kvalt og nedgravet på en mark. Louise blev hentet ind og tilstod ligeledes.
Træskomanden og hans kone skulle også afhøres. Konen indrømmede hurtigt men træskomanden var stædig. Han nægtede men efter nogen tid indrømmede han dog at det kunne gå livligt for sig.
Karen Siø blev afhørt men nægtede at have solgt andet end et middel mod feber. Hun indrømmede dog senere at de afkogte nælderødder også kunne være godt for andet end feber.
Eftersøgningen af barneliget blev sat i gang allerede dagen efter, men gav ikke noget resultat. Nogen løg. Søstrene blev skilt af og afhørt i timevis for på den måde at få klarhed i sagen. Det kom efterhånden frem fra Christine at pigernes mor Marie Petersen havde deltaget ved fødslen, drabet og bortskaffelsen. Christine havde ikke villet deltage men moren havde sagt at det ville gå ud over hende en anden gang hvis hun nægtede.
Uddrag af politiprotokollen for Fejø Birk
Arrestantinden tog øieblikkelig Barnet og kvalte det med Hænderne, idet hun spændte begge Hænder om Halsen og holdt begge Tommelfingre saa haardt og saa længe – hun antager et Kvarters Tid – mod Struben, at Livet udslukkedes, idet Aandedrættet hørte op, og enhver Lyd og Bevægelse var forbi. Barnet havde lidt Haar og Negle. – Forinden de gik ud til Fødslen, havde Arrest. og Karen taget hver en Slagtekniv med fra Kjøkkenet og de deltog nu begge i at partere Barnet, idet Arr. parterede Nederdelen i ca 10 Stykker og Karen skar Bryst og Hoved i adskillige Stykker. Nærmere adspurgt, hvor da alle disse Stykker blev af, siger hun først, at de gjemte dem i Møddingen i Lighed med, hvad der skete med Delene af Louises Barn; men foreholdt, at dette var for dristigt, da der ei var saa lang Tid til, at Møddingen skulde kjøres ud, at Kjødet kunne raadne af forinden, siger hun, at de gav Stykkerne til Katte og Hunde. Foreholdt, at disse Dyr er for længe om at fortære sligt, og at de rende rundt med Føden, siger hun, at de gav Stykkerne til Fuglene. Da ogsaa dette foreholdtes hende at være usandsynligt, siger hun, at de gravede Stykkerne ned paa mange Steder i Marken. Underrettet om, at det da bliver nødvendigt i hendes Nærværelse at gennemgrave Marken, siger hun, at de kastede dem i Havet. Foreholdt, at de da neppe forinden havde parteret Liget, tilstaar hun, at de strax gav deres Husbonds 3 Svin Stykkerne, og at de strax fortærede dem. Knoklerne indbefattet.
Moderen Marie Petersen blev hentet ind og afhørt og indrømmede, og dernæst blev Louises husbond og madmor afhørt. Ingen af disse havde på noget tidpunkt bemærket at Louise skulle være gravid.
Dommeren havde tilsyneladende bemærket Christines forklaring, om at moderen Marie havde sagt det ville gå ud over Christine en anden gang, hvis hun ikke deltog. Christine blev afhørt endnu en gang og indrømmede at midlet fra Karen Siø ikke havde virket og hun faktisk også havde født et barn. Fødslen var sket så hurtigt at moderen Marie ikke var nået frem. Karen, en anden tjenestepige på gården havde i stedte hjulpet. Christine havde en klemme på Karen da denne selv havde været igennem det samme. Karen besvimede da hun blev forholdt sagen men nægtede at have noget med den at gøre. Christine ændrede derefter forklaring og fritog Karen for skyld. Karen blev atter sat på fri fod.
Dernæst indrømmede Christine at det var hendes mor Marie der havde hjulpet. Marie blev mindet om at hun engang ville komme til at stå Vorherre til ansvar for at hun nu talte sandhed. Ydermere kunne det få betydning for hendes skæbne, om hun viste anger ved at fremkomme med andre bekendelser mod menneskeliv. Det fik Maries mund på gled og tilståelserne væltede frem. Hun tilstod først at da hun havde tjent for husmand Mads Rasmussen mellem Maribo og Bandholm havde hun hjulpet Mads og hans kone med at ombringe 3 børnebørn, da deres 3 døtre med kort tids mellemrum var kommet hjem gravide. Dommer Freuchen undrede sig over hvorfor Marie skulle have hjulpet Mads. Grunden skulle være at en kvinde ved navn “Snuse-Mette” skulle have fortalt Marie at Mads slog hvad som helst ihjel for penge og Marie kunne jo selv tilbyde hendes tjeneste og derved selv tjene penge. Således skulle Marie have hjulpet Mads med at stå vagt mens hans slog en mand ihjel i en skov. Han var vist nok blevet kvalt. Hun var blevet sent bort med mandens tøj og havde modtaget 40kr af Mads for tjenesten.
Nu blev Maribo politi indblandet men de kendte ikke noget til sagen, så Dommer Freuchen antog at den myrdede var en sømand, muligvis svensk, som aldrig var blevet meldt savnet.
Marie forsatte med at indrømme endnu en tjeneste for Mads i forbindelse med et andet mord i en skov. Denne gang rejste Freuchen til Lolland hvor forbrydelserne skulle have fundet sted. Drabsstederne passede med Maries beskrivelse og politiprotokollen indeholder skitser over området.
Nu blev distriktslægen kontaktet for at udrede Maries mentale tilstand. I rapporten stod “hendes stupiditet og sløvsind og hendes i øvrigt ejendommelige naturel nær, maa hun antages at være fuldkommen tilregnelig”
Da der efterhånden var bragt overensstemmelse mellem Maries og hendes døtres historie kunne retsmødet berammes. For Maries vedkommende var undersøgelserne ikke helt afsluttet.
Nakskov avis skrev om sagen
Om de forfærdelige tre Barnemordersker, Moder og 2 Døtre, meddele vi i Uddrag efter "Nakskov Avis" Følgende:Et ugift Fruentimmer havde et Par Døtre, Louise og Christine, i en Alder af henholdsvis 22 og 17 Aar, som hver for sig blev frugtsommelige og som i Forening med Moderen for henved 2 Aar siden ombragte de af dem uægte fødte Børn strax ved Fødslen. – Da Louise mærkede, at hendes Nedkomst nærmede sig, gav hun Moderen Meddelelse herom, og de besluttede da, at Barnet skulde "ødelægges" strax efter Fødslen. Senere kom den da kun 14=aarige Christine til og blev indviet i Planen, samt paa Grund af Moderens Trusler bestemt til at deltage i Forbrydelsen. – Nogen Tid efter, da Christine en Aften besøgte Louise, mærkede denne Fødselsveer og sendte derfor Bud efter Moderen. De tre Forbrydersker tjente nemlig paa tre forskjellige Gaarde i Nærheden af hverandre. Moderen kom ogsaa tilstede, og efter-at de i Kjøkkenet paa den Gaard, hvor Louise tjente, havde sat sig i Besiddelse af en Huggeblok, en Øxe, 2 store Knive og 3 store Tørklæder, gik de om Aften Kl. 10-11 ud i Marken og toge Ophold ved et Gærde. Efter ca. 1 Times Forløb nedkom Louise med et fuldbaaret, levende og velskabt Drengebarn. Efter Planen skulde Christine nu dræbe Barnet, men hun vægrede sig, og først efter at Moderen paany havde truet hende med, at det skulde komme til at gaa ud over hende, hvis hun ikke gav efter og fuldbyrdede Forbrydelsen, tog hun den medbragte Øxe og huggede dermed Halsen over paa Barnet, som Moderen holdt over Huggeblokken. Saavel Barnets Hoved som Legeme parteredes nu i 24 a 26 Dele, og Stykkerne fordeltes derpaa i de 3 medbragte Tørklæder. Moderen vaskede derefter Øxen og Knivene samt kradsede noget i Jorden, saa at det fremkomne Blod ikke skulde komme tilsyne, og de tre Forbrydersker gik nu tilbage, hver med et af de Tørklæder, hvori Stykkerne af Barnet var lagte, og det var Bestemmelsen, at disse skulde spredes og nedgraves paa Møddingerne ved de tre forskjellige Gaarde paa hvilke Forbryderskerne tjente. Medens Moderen og Christine strax samme Nat efterkom denne Beslutning, havde Louise paa Grund af Mathed i Anledning af Fødslen, ikke Kræfter dertil, hvorfor hun, da hun kom Hjem, gjemte Tørklædet med Indhold i en Skuffe og først fik det ud nogle Dage senere. Allerede den Gang Louises Barn ombragtes, var Christine vidende om, at ogsaa hun var frugtsommelig, og det varede ikke længe, inden hun aabenbarede dette for Moderen. Denne forslog hende at bruge Abortivmidler, men da et Forsøg dermed ikke gav noget Resultat besluttede de senere i Forening at dræbe Barnet paa samme Maade som Louises. En Aften, da Christine mærkede Fødselsveer, lod hun derfor Moderen tilkalde. Denne kom ogsaa, og da de antog, at Gaardens Folk vare gaaede til Ro, forsynede de sig i Kjøkkenet med en Øxe og en Kniv og gik ud til Møddingspladsen, hvor de samlede noget Halm, som blev lagt hen i et Hjørne mod Svinestalden. Paa denne Halm fødte Christine ikke længe efter et fuldbaaret og velskabt Pigebarn, der havde Liv og begyndte at skrige. Det beholdt imidlertid ikke Livet ret længe, idet Christine strax huggede dets Hals over med Øxen. Derefter blev ogsaa Liget af dette Barn parteret, dog kun i 15 a 16 Stykker, men da Foraaret nærmede sig, og Gødningen fra Møddingen til den Tid blev ført ud og spredt paa Marken, turde de ikke nedgrave Stykkerne i Møddingen, og de kastede derfor disse ind for Svinene, som ogsaa syntes at fortære dem. Den Halm, hvorpaa Christine havde født, spredte de derefter atter ud på Møddingen, og efterat Øxe og Kniven var afvaskede, gik Forbryderne til Ro, hver paa sin Gaard. De Folk, hvor Louise og Christine tjente under deres Frugtsommelighed, havde mærkeligt nok ikke haft nogen Anelse om denne. I Begyndelsen af Forhørene kom alle tre Forbrydersker med allehaande Udflugter, men omsider lykkedes det dog at tilvejebringe sandfærdige Forklaringer fra dem, og de to Pigers Moder har under sin Arrestation afgivet den Forklaring, at hun, da hun for 19 Aar siden tjente i Mariebo Birk, har været meddelagtig i Drabet paa 3 andre uægtefødte Børn, ligesom hun ogsaa har tilstaaet, paa samme Tid og i samme Birk at have deltaget i Drabet paa to voxne Personer.
Den 29 marts 1884 faldt dommene. Christine fik 4 år i forbedringshuset, Louise 5 år, træskomanden 8 måneder og dennes kone slap med 6x5 dage på vand og brød, Karen Siø fik 3x5 dage på sammen menu. Carl Christian Jensen som var grunden til hele sagen kom frem fik 3 år i forbedringshuset.
For Marie var sagen endnu ikke afsluttet. Maribo politi var involveret i sagen og havde ikke kunnet finde nogen Mads Rasmussen, ej heller Snuse-Mette var at finde. De 2 mord kendte politiet intet til. Marie trak derefter sin tilståelse af de 5 mord tilbage, hvorefter hendes mentale tilstand igen blev undersøgt af distriktslægen, og denne gang mente lægen ikke hun kunne tillægges samme tilregnelighed som en sjælesund person normalt ville have. På den baggrund slap hun med 8 års tugthusarbejde.
Så skulle man mene at sagen endte her, men nej. Stiftsamtet var efterhånden temmelig misfornøjet med Dommerens arbejde. I begge Fejø sager havde denne nemlig afsagt dom uden domsmænd. Overretten fandt sagen så besynderlig man mente at inden de kunne fortage sig noget måtte Marie indlægges og undersøges. Marie kunne fortælle i detaljer om underlige forhørsmetoder og assessor Ingerslev der nu var i gang med at undersøge øens retsforhold. Maries døtre blev ligeledes undersøgt og begge var så bange for retsvæsenet at de var svære at få i tale. Da Marie kom til hægterne tog hun affære. Hun ville at sagen skulle være slut og sandheden skulle frem. Pigerne havde tilstået under pres fra dommeren og hans afhøringsmetoder. De havde helt givet fortabt med at få dommeren til at lytte, og vidner såvel som anklagede, var mere eller mindre blevet tvunget af dommeren, til at godkende forklaringer.
Marie og hendes døtre blev løsladt og sagen annulleret.
Allerede under den 1. Fejø sag var dommeren indlagt på Oringe sindssygehospital. Hans idealistisk livssyn var ikke at forene med barnemordssagerne fra Fejø. Han var sindssyg og sank ned i dyb depression.
Fandt barnemordene sted? Eller var de resultatet af en mands overdrevne idealistisk livssyn?
|
Kvindefængslet på Christianshavn hvor Christiane og hendes døtre sad fængslet
|